Om Erhvervsdagen
I foråret 2024 besluttede politikerne i Københavns Kommune at lancere Erhvervsdagen. Målet med dagen er at åbne de unges øjne for uddannelsesmuligheder og styrke båndet mellem skole og erhvervsliv.
Efter en succesrig Erhvervsdag i 2025, blev der med den nye budgetaftale i Københavns Kommune afsat midler til at afholde Skolernes Erhvervsdag yderligere to år.
Erhvervsdagen 2026 blev afholdt den 3. juni. Her fik elever fra 7. årgang i Københavns Kommune mulighed for at besøge virksomheder og prøve kræfter med de mange forskellige arbejdsopgaver, som virksomhederne løser.
Dagen handler om at give eleverne en autentisk fornemmelse af arbejdslivet og vise nogle af de mange forskellige roller og funktioner, der findes på en arbejdsplads. Det handler ikke kun om at kigge på – det handler om at deltage, prøve kræfter med og få fingrene i arbejdet.
Eleverne får mulighed for at sætte ansigter på byens erhverv og de jobfunktioner, der findes. De får en smagsprøve på virkelighedens arbejdsliv, som de kan dele og bygge videre på, når de vender tilbage til skolen. Og byens virksomheder får mulighed for at præsentere deres fagområder for fremtidens arbejdskraft og måske plante et lille frø hos de unge, som de vil huske, når de skal vælge karrierevej.
Næste Skolernes Erhvervsdag afholdes onsdag den 2. juni 2027.